PDF Archive

Easily share your PDF documents with your contacts, on the Web and Social Networks.

Share a file Manage my documents Convert Recover PDF Search Help Contact



30 SKÆBNE .pdf


Original filename: 30 - SKÆBNE.pdf

This PDF 1.5 document has been generated by Adobe InDesign CS6 (Macintosh) / Adobe PDF Library 10.0.1, and has been sent on pdf-archive.com on 13/08/2013 at 09:11, from IP address 62.243.x.x. The current document download page has been viewed 675 times.
File size: 1.9 MB (4 pages).
Privacy: public file




Download original PDF file









Document preview


Kvindeliv

ndrup
Mette Ta(4
0)
n
Madse

mor til
med Klaus,
Privat: Gift
11 år.
og Daniel på
Louise på 18
for børn
et
m
af Ungetea
Job: Leder
te.
r særlig støt
med brug fo

78

Mette Tandrup Madsen
har oplevet det mest
afmægtige: at se sin datter forsvinde ind i sig selv
og ikke kunne nå hende.
Men hun nægtede at give
op uden sit livs kamp, og
i dag er de begge på vej
tilbage til livet.

magasinetliv.dk

Mette Tandrup Madsens datter er psykisk syg:

“Jeg mistede
min datter
– i fem år”
Efter fem år med selvmordsforsøg, psykiatrisk indlæggelse
og forsøg på at forstå sin datters smerte tør Mette Tandrup
Madsen trække vejret. Dette er historien om, hvad mobning
kan gøre ved vores sensitive børn og om at turde vælge livet,
også når det gør alt for ondt.
Af Louise Thorsted / foto: winnie methmann

‘Klokken er 2 om natten. Min krop
føles som en træstamme, helt stiv.
Mit ansigt er opløst i tårer, jeg har
en oplevelse af at have grædt alt for længe. Mine
tanker søger efter muligheder og svar på, hvordan
jeg kan opfylde min rolle som mor. Hvordan jeg kan
overtage din smerte? Alt dette mens jeg stille og
forsigtigt stryger min hånd hen over dine hænder,
som ligger tæt oven på den hvide dyne. De er kolde
og pakket ind i gazebind. Lyden, der indikerer din
puls, svinger meget. Nogle gange går den helt i stå
og får mit hjerte til at slå endnu hurtigere. Jeg
frygter, du aldrig vil vågne op.

hår og makeup: gitte samsøe

De var tre drenge,
der kaldte hende en tyk
and. I tre år fastholder
hun selvtilliden udadtil.
En sygeplejerske kommer ind og tjekker dig - og
nok også mig. Hun spørger, om ikke jeg vil ind
og sove? Men jeg forsikrer hende om, at jeg bare
gerne vil være ved din side. Jeg håber ikke, at hun
mærker, at jeg ikke stoler på, at hun kan passe på
dig. Men hvordan skal hun kunne det, når vi lige
har fejlet i den opgave?
Højt begynder jeg at sige det sværeste, jeg nogensinde har sagt, men aldrig fortrudt: ‘Louise, du
må gerne slutte nu. Du må gerne sige stop. Jeg vil
ikke længere bede dig holde fast. Du har kæmpet for
livet, men det har kun givet dig smerte, så det er

magasinetliv.dk

okay at sige farvel. Så meget holder jeg af dig. Vælger du alligevel at leve, er jeg med dig hele vejen.
Uanset hvor svært det bliver, vil jeg altid være ved
din side og løfte dig sikkert op over alle de store sten,
som må fylde på livets vej’.
“Jeg har skrevet dagbog siden den august-nat
i 2009, hvor jeg sad ved min dengang 14-årige
datters side og ventede på, at hun ville vågne
efter sit første alvorlige selvmordsforsøg.

Den skarpe pige
Jeg husker stadig morgenen den 7. april 1995,
hvor vi gik rundt på fødegangen på Holstebro
Syge­hus og ventede på at møde vores førstefødte, som skulle tages ved kejsersnit. Vores lille
stjernekigger kom til verden klokken 8.41 og
gjorde os til verdens lykkeligste forældre. Det
gør hun stadig. Jeg er sådan et menneske, som
sætter mål i mit liv. Jeg havde et mål om, at jeg
ville være leder, inden jeg blev 40 år. Jeg har
også altid tænkt, at jeg skulle have hus, mand og
børn. Ikke et luksusliv. Bare godt.
Den drøm brast for fem år siden. Vi mistede
vores Louise og har først fået hende igen nu.
Hun er en anden Louise i dag, en pige med
masser af ar på sjælen. Men hun er i live.
Som barn var Louise altid den, der hjalp de
børn, der faldt udenfor og blev drillet. Hun var
enebarn, indtil hun fyldte syv år, og har altid
fået meget opmærksomhed.
Hun var tidligt skarp retorisk. Så skarp, at
hun kunne jage de drenge væk, som drillede de
andre. Det var, indtil de fandt ud af at ramme

Mettes elskede, smukke datter,
Louise, som hun har været ved at
miste til selvmord. To gange.

hende på, at hun var svajrygget. De var tre
drenge, der kaldte hende en tyk and og mobbede hende, når de kunne slippe af sted med
det. Ingen stod op for hende, heller ikke klasse­
læreren, som tværtimod foreslog Louise at
holde lidt igen med forsvaret. Jeg tog rundt til
drengene og deres forældre, men blev i døren
mødt med: ‘Det kan ikke være min søn’.
Min mand, Klaus, og jeg ender med at
foreslå Louise at skifte skole, men det har hun
ikke lyst til. Hun forsikrer os, at alt er okay nu.
Jeg tror, hun havde en oplevelse af, at vi rendte
panden mod en mur, når vi forsøgte at kæmpe
hendes kamp. I tre år formår hun at fastholde
selvtilliden udadtil. Hun kan som få rejse sig og
holde en tale.
Hun har gode veninder, men til hendes konfirmation studser vi over, at tre af dem i deres
telegrammer til Louise skriver: ‘Du er vores
bedste psykolog’. Jeg kan huske, at jeg siger til
Klaus: ‘Det er ikke godt. Det skal hun jo ikke
være’. Louise kan bedre forholde sig til andres
problemer end sine egne. Alt for ofte oplever
hun at blive mobbet, når hun er sig selv, så i
stedet skaber hun en falsk identitet, som går ud
på at være noget for alle andre i stedet.

Skader sig selv
Kort efter sin konfirmation begynder Louise at
tage sine plakater ned ad væggene. Hun sætter
ikke nye op, men dækker hullerne i væggen
med labels, fordi hun tror, hun bliver filmet.
Hun undgår alt samvær med andre, også os, og
79

Kvindeliv
“Vi har sat vores hus til salg. Det er forbundet
med en oplevelse, vi ikke kan smukkesere væk.
Vi har fjernet badeværelset og byttet rundt på
værelserne, men det har ikke ændret på, at vi
ikke er glade her.”
Louise med to af dem,
der altid er der for
hende: lillebror Daniel
og far Klaus.

sidder bare på sit værelse og lytter til musik og
synger for sig selv. Hun vil ikke tale med os.
Jeg arbejder på samme skole, som Louise
går på, og en torsdag tager jeg fat i skolesyge­
plejersken. Min mavefornemmelse siger mig, at
den er helt gal, så jeg beder hende tage en snak
med Louise.
Om tirsdagen kommer sygeplejersken op til
mig. Hun har lige talt med Louise og fortæller
mig, at den er helt gal. Louise har selvmordstanker og har skåret i sig selv i det små.
Vi var ikke i tvivl om, at hun var trist og måske
depressiv, men vi havde ikke opdaget hendes
selvskadende træk. Jeg ringer til kommunen og
beder om hjælp, mens sygeplejersken stadig står
ved mit bord. Jeg får fat i en socialrådgiver, om
hvem jeg i dag kun kan tænke, at hun har været
træt. Rigtig træt. Hun gjorde sikkert det bedste,
hun formåede, men hun fejlede. Selv om jeg
fortæller, at min datter er selvmordstruet, kan
hun først se os fire uger senere.
Jeg forsøger i stedet vores læge, som heldigvis siger, at vi skal komme med det samme. Han
ringer straks til akutvagten på børnepsykiatrisk
afdeling ved Herning Hospital. Louise følger
med til undersøgelserne og samtalerne, men er
trist og græder bare.
Overlægen er slet ikke i tvivl. Louise er
depressiv, men måske er der også noget mere.
Han sætter os på listen til en superakut tid. Vi
får besked på, at vi skal være omkring Louise
hele tiden. Det er maj måned. Vi holder fri på
skift for at være hos Louise, som bare ligger
og sover. Vi tænker, at en superakutsamtale må
være lige om lidt.
Da vi når juni, har vi stadig ikke hørt fra
børnepsykiatrisk. Sidst i juni ringer jeg og siger,
at jeg ikke forstår det begreb: superakut. Vi
kan ikke fortsætte på den her måde, for Louise
bliver bare mere og mere trist. På børnepsy80

De åbner døren
til badeværelset, og så
hører jeg Klaus råbe.
På gulvet ligger Louise.
kiatrisk undrer de sig. De kan ikke finde os
på listen. Da overlægen ringer tilbage, er han
vred og helt oppe at køre. Der er sket en fejl
i systemet. Vi skal komme med Louise med
det samme. Hun får antidepressiv medicin og
kommer med os hjem igen. Hun skal møde til
samtaler hver 14. dag, og vi skal fortsat skærme
hende. Louise er helt dopet af medicinen, der
lukker ned for alle hendes følelser. Klaus og
jeg går til samtaler, hvor vi kortlægger Louises
liv fra fødsel til nu i håb om at finde roden til
depressionen.

En makaber stumfilm
Vores hverdag er styret af indbyrdes aftaler. En
af os skal hele tiden være på Louise, men der
er også hendes lillebror, Daniel, som ikke skal
glemmes i det her.
En augustdag sidder Daniel og jeg på
kontoret ovenpå. Louise vil i bad, og selv om
der også er et badeværelse i underetagen, hvor
børnene har deres værelser, får hun besked på,
at hun skal gå i bad oppe ved os. Klaus venter
uden for døren, da hun kommer ud af badet
og er sjældent glad og virker helt lettet. Jeg
hører Klaus sige: ‘Hvor skønt at se dig smile’.
‘Ja’, svarer Louise: ‘Nu vil jeg lige ned og putte
noget lækker creme på’.
Jeg går ud fra, at Klaus går med, men her
sker der et par misforståelser. Louise går
ned. Daniel går ind til Klaus, mens jeg sidder
fordybet i noget helt andet. Klaus kommer ind
og siger, at Daniel gerne vil i seng, så de vil gå
ned og børste tænder og putte. Jeg skal til at
smøre madpakker. De går ned, åbner døren til
badeværelset, og så hører jeg Klaus råbe.
Daniel går desværre forrest, og der på gulvet

ligger Louise omringet af blod. Hun har skåret
begge sine håndled. Det er et hvidt badeværelse, og med alt det røde er det bare så makabert.
Klaus får Daniel ud og råber efter mig.
Den dag i dag oplever jeg det stadig i
slowmotion. Louise er livløs. Klaus holder
hendes arme op og binder håndklæder omkring
håndleddene. Jeg skal ringe til 112 og til min
mor og far, så de kan hente Daniel, men går
fuldstændig i panik. Det ender med, at Daniel,
som bare er syv år, selv ringer sin mormor op
og siger det, han skal sige: ‘Louise har skåret
sig. Der er en ambulance på vej. Vil I komme
og hente mig?’.
Det hele føles som en dårlig stumfilm, der
varer evigt. Louise går i trance, da de bærer
hende ud i ambulancen. Hun skriger og vil ikke
med. Jeg sidder ved siden af hendes båre på vej
til hospitalet, Klaus følger efter i vores egen bil.
Jeg græder. Falckmanden spørger om en hel
masse, men jeg kan intet sige. Selv om vi har
skærmet Louise i flere måneder, så har vi slet
ikke set det her komme. Tænkt selvmord.
Louise bliver opereret på skadestuen i
­Holstebro. Så sender de os til Herning børneafdeling med vagt på. Klaus tager hjem for at
gøre rent. Jeg har det svært med det, fordi vi
ellers har besluttet, at vi er sammen om det her.
Det er svært, at Daniel er så langt væk, når jeg
bare gerne vil passe på ham. Det er den nat,
jeg siger farvel til Louise. Hun vågner i løbet af
natten. Hun er meget ulykkelig og undskylder.
Louise ligger på børnepsykiatrisk i seks
måneder, indtil hun får hospitalskuller, og de

Hvis du skulle stå i
en lignende situation
… vil Mette Tandrup Madsen gerne give dig
det, der har virket for hende.
Den bedste støtte ...
“... er i foreningen Bedre Psykiatri, hvor jeg har
mødt ligesindede. Både dem, der var nået
længere end os og kunne sige: ”I tror det
måske ikke, men I får et næsten almindeligt liv
igen.” Og dem, som vi har kunnet være noget
for. Alt for mange udenforstående forstår ikke
vores situation og tror, at en frisk gåtur løser
alle problemer.”
Den bedste terapi …
“... har været at skrive mine refleksioner og
oplevelser ned. Jeg har læst op af dem et par
gange for andre i samme situation og oplevet,
at det hjalp dem at høre, at andre har haft de
samme tanker og følelser. Mit mål er at få dem
udgivet.”
Den største sejr …
“... var den dag i april, hvor vi fejrede Louises
18-års fødselsdag. Den dag har vi af og til
tvivlet på, at vi ville komme til at opleve.”

magasinetliv.dk

Vidste
du, at ...

... 22.000 børn har
en psykiatrisk diagnose. 10-15 procent
af alle børn får på et
tidspunkt psykiske
vanskeligheder.
Kilde: Sundhedsstyrelsen

udskriver hende. Hun er 14 år, fortsat på medicin og forsøger stadig at skade sig selv. Hendes
stue er flere gange blevet ransaget for spidse
hæfteklammer fra magasiner og knivskarpt
papir. Hun kommer ikke i skole, men bliver i
stedet undervist af sin gamle skoleleder, som
virkelig er helt fantastisk i det her forløb, og
som Louise har rigtig god kontakt med.
Vores sagsbehandler anbefaler, at Louise
kommer på efterskole. Der er hun kun kort tid.
Da hun kommer hjem, er det til vores sagsbehandler nummer fire i rækken. Endelig en
dame med begge ben plantet solidt i jorden. Et
menneske, som formår at være den rådgiver og
vejleder, vi har savnet.
Louise bliver dårligere og dårligere, og min
far går på efterløn, så han kan tage formiddagene med hende. Jeg planlægger mit arbejde, så
jeg kan tage over om eftermiddagen. Sådan går
det meste af et år. Louises jævnaldrende bliver
færdige med 8. klasse og er teenagere på godt
og ondt. Louise har kun dystre sorte tanker,
men fordi hun er kognitivt skarp og altså ikke
fejler noget i hovedet, får hun ingen terapi
eller anden hjælp end medicinen. Psykiatriske
diagnoser har det med at ændre sig, og derfor
undgår man helst at diagnosticere børn under
18 år. Det nærmeste, vi kommer en diagnose,
er: personlighedsforstyrrelse.
Klaus og jeg får ingen hjælp eller vejledning,
men vi lærer, at når man er så sort-hvid i tankerne, som Louise er, så skal vi ikke give hende
valg, men kun stille helt enkle spørgsmål. Det
bliver vi ret gode til.
Hvis vi forsøger at lokke hende til noget, hun
ikke har lyst til, reagerer hun som et lille barn
og skriger i afmagt. Jeg kan blive så irriteret på
hende, at jeg råber og skriger og truer med at
give hende en røvfuld. Jeg er gået hjemmefra i
vrede uden overtøj. Jeg bare gik. Og skreg.

Kærlighed helbreder ikke
Louise tilbringer hele dagen på sofaen. Vi er
behandlere i vores eget hjem, men følelser kan
ikke behandle. Kærlighed kan ikke gøre det.
Kærlighed kan pakke ind og i bedste fald være
livlinen til vores Louise.
Det er nu oktober måned, og jeg har fået

magasinetliv.dk

nok. Jeg har været ansat i det offentlige i 15 år
og selv siddet som socialrådgiver i handicap­
psykiatri. Jeg er souschef i en sfo i den kommune, jeg nu sidder og slås med. Jeg ender med
at gøre det, jeg hader, at andre gør. Jeg skriver
om Louises selvmordsforsøg i detaljer og om
vores forgæves råb på hjælp til Louise, Daniel
og os selv. Brevene sender jeg på en onsdag til
borgmesteren, viceborgmesteren, kommunal­
direktøren, socialudvalget og børn- og ungeudvalget. Får vi ikke hjælp, er jeg bange for, at
Louise ikke vil blive 16 år.
Torsdag bliver jeg ringet op af borgmesterens sekretær, og mandag får vi et brev med
indkaldelse til møde i familiecentret og med
kommunens pædagogiske og psykologiske
rådgivning, som ellers hidtil ikke har villet se
os. Tirsdag klokken 14 går vi fra familiecentret
med deres accept til et bosted til Louise og med
en henvisning til psykolog til Daniel og os.
To måneder senere flytter Louise ind i
Holmstrupgårds afdeling i Thorning, et op-

Jeg sender Louise
en sms hver aften. Så
skriver jeg: ‘Jeg elsker
dig’. Aldrig: ‘Godnat’.
holdssted for unge med psykiatriske vanskelig­
heder. Det var ikke for sent, men det kunne
det have været. Var hun kommet dertil lige
efter udskrivelsen fra børnepsykiatrisk, havde vi
været meget længere, og hun havde ikke skullet
miste sin ungdom.

at tage livet af sig endnu engang. Denne gang
med smertestillende medicin, hun havde købt
i Bilka ved at gå fra kasse til kasse og købe en
pakke hvert sted. Dagen før, de fandt hende på
hendes værelse i dyb, dyb søvn, havde vi været
nede og spise med hende, fordi hun gerne ville
se os. Hun var så glad.
Hun kom til udpumpning, og til min store
overraskelse kunne jeg denne gang tage beskeden helt anderledes. Jeg vidste, der var gode
mennesker med hende fra bostedet, så vi valgte
at holde vores aftale med nogle venner og først
se hende dagen efter.
For mig var det en sejr. Jeg er nået dertil,
at jeg har tillid til, at andre kan være der for
hende. Det er blevet legalt at sige, at nu er
det Mette-tid, Klaus-tid, os-tid. Jeg kan godt
lade være at tage min telefon, hvis jeg er midt
i noget, når Louise ringer. Min psykolog har
lært mig, at jeg kun skal gøre ting for Louise,
når det giver mening for mig. Og det giver
ikke mening for mig eller Louise, at jeg tager
telefonen, hvis jeg kun har fem minutter. Jeg
skal kunne gennemføre samtalen, til hun er
tryg. Hun ringer ofte, når jeg skal hjælpe hende
med at få ting til at give mening. Så hun forstår,
hvorfor folk gør eller siger, som de gør. Og
hvorfor ting er, som de er.
Uanset hvad sender jeg Louise en sms hver
aften. Så skriver jeg: ‘Jeg elsker dig’ eller: ‘Du
er for sej’. Men aldrig: ‘Godnat’. At skrive til
hende er blevet et fast ritual efter i mange år
hver dag at have tænkt: ‘Mon hun stadig er her
i morgen?’. Jeg skal sende den kærlighedserklæring af sted. Så hvis hun pludselig ikke er her
mere, så nåede jeg det alligevel.”

Andre kan være der
Louise er i dag i gang med at tage en hf og er
lige fyldt 18 år. Hun drømmer om at blive
børnelæge. Uanset hvad hun gør, er jeg stolt af
hende. Jeg ved, hun kommer til at bidrage så
meget til vores samfund med de erfaringer, hun
har med sig. Hun er nede på halv dosis af sin
medicin og er begyndt at græde rigtigt og ikke
bare af forvirring.
Sidste måned flyttede hun fra bostedet. Hun
lider fortsat af en personlighedsforstyrrelse,
men er i bedring. Hun higer efter at være
normal, men frygter også, at hendes omgivelser
for tidligt betragter hende som helbredt, så de
glemmer at tage særlige hensyn. Hun har så
stor selvindsigt, at hun er bevidst om, at hun
har brug for støtte. Nu bor hun i sin egen etværelses og får kun besøg tre timer om ugen af
en pædagog fra bostedet.
Jeg har været panisk ved tanken om, at hun
skulle flytte for sig selv. Som når du spiller
Ludo og er på vej til målet med den sidste brik
og er så bange for at blive slået hjem. Tilbage
til start. Det er kun et år siden, Louise forsøgte

her er hjælp for
pårørende til en
psykisk syg:
Bedre Psykiatri
Med mere end 50 lokalafdelinger af Bedre
Psykiatri landet over har du god mulighed for
at møde andre pårørende i dit lokalmiljø. Alt
efter behov og lyst kan du gå til foredrag eller
deltage i samtalegrupper. Har du endnu ikke
mod på at møde andre som dig selv, tilbyder
Bedre Psykiatri også netrådgivning.
bedrepsykiatri.dk

SINDs pårørenderådgivning
Pårørende-afstikkeren af det oprindelige
Landsforeningen for Sindslidendes Vel, nu
SIND, tilbyder samtale- og gruppeforløb. Men
også mulighed for en snak med en psykolog
og andre erfarne rådgivere som for eksempel
jurister, der kan guide dig igennem et til tider
kringlet system. Hvis du vil videre, kan du ringe
til foreningen eller møde op i deres åbne
rådgivning.
sindspaa.dk

81


30 - SKÆBNE.pdf - page 1/4
30 - SKÆBNE.pdf - page 2/4
30 - SKÆBNE.pdf - page 3/4
30 - SKÆBNE.pdf - page 4/4

Related documents


30 sk bne
l gstrup 2
avies
feature det s nderjyske kaffebord
111005 demenspjece esb syg
hedegaardogkrasnik


Related keywords